Skimmelsvamp

Vedvarende eksponering af skimmelsvamp kan være sundhedsskadelig. Skimmelsvamp i vores bygninger skal lokaliseres, omfangs- og årsagsbestemmes så rette behandling kan iværksættes.

Skimmelsvamp kan være både synlig og skjult

Skimmelsvampevækst kan vise sig som synlige begroninger, misfarvninger, skjolder eller pletter. Jordslået lugt, fugtige materialer og tidligere eller aktuelle vandskader kan også give mistanke om et problem.

Skimmelsvampevækst kan imidlertid være skjult under gulve, bag vægbeklædninger, i etageadskillelser, over nedhængte lofter eller i andre lukkede konstruktioner. Fravær af synlig vækst udelukker derfor ikke, at der kan være et fugt- eller skimmelsvampeproblem.

Sporer, myceliefragmenter og andre partikler kan i visse tilfælde spredes fra et vækstområde til tilstødende rum, også selv om vækstområdet er skjult under eksempelvis gulvbelægning. Den synlige del af et angreb viser derfor ikke nødvendigvis problemets samlede omfang eller betydning for indeklimaet.

Mulig betydning for helbredet

Ophold i bygninger med vedvarende fugt og skimmelsvampevækst kan være forbundet med blandt andet irritation af øjne og luftveje, hoste, hvæsende vejrtrækning, luftvejsinfektioner samt udvikling eller forværring af astma.

Følsomheden varierer fra person til person, og der findes ikke en generel grænseværdi for, hvornår skimmelsvampevækst medfører helbredsmæssige gener. Den byggetekniske undersøgelse kan derfor ikke i sig selv afgøre, om konkrete symptomer skyldes forhold i bygningen.

Det er derfor vigtigt at få væksten lokaliseret og få vurderet både omfanget og årsagen. En korrekt indsats handler om at håndtere fugtproblemet, fjerne den berørte vækst og rengøre relevante områder, så problemet ikke blot behandles overfladisk.

Fra undersøgelse til faglig vurdering

En undersøgelse tilpasses den konkrete bygning og problemstilling. Formålet er at lokalisere væksten, vurdere omfanget og finde de forhold, der har gjort væksten mulig.

Bygningsundersøgelse

De relevante lokaler og konstruktioner gennemgås med fokus på synlige skader, konstruktionernes opbygning, oplysninger om tidligere hændelser samt mulige risikoområder.

Der udføres relevante fugtmålinger i materialer, konstruktioner og i indeklimaet. Målingerne anvendes til at lokalisere områder med opfugtning, afgrænsning af skaden og til at vurdere mulige årsager.

Undersøgelse af skjulte konstruktioner kan kræve målrettede indgreb eller åbninger. Disse planlægges ud fra bygningens konstruktioner, skadehistorik og de øvrige observationer.

Prøvetagning og analyse

Vurdering og videre forløb

Undersøgelsesresultaterne sammenholdes i en samlet faglig vurdering af:

  • Om der er dokumenteret eller sandsynliggjort skimmelsvampevækst
  • Vækstens placering og forventede omfang
  • Fugt- og skadesårsager
  • Risikoen for påvirkning af tilstødende områder
  • Eventuelle undersøgelsesbegrænsninger
  • Behovet for yderligere undersøgelser
  • Principperne for udbedring og efterfølgende kvalitetssikring

Artsbestemmelse og rådgivning

Artsbestemmelse kan bidrage med oplysninger om skimmelsvampenes sammensætning og forekomsten af arter, som kan være forbundet med fugtrelateret vækst. Resultaterne kan blandt andet anvendes ved vurdering af mulige vækstområder, spredning og behovet for yderligere undersøgelser.

Påvisning af bestemte arter kan ikke i sig selv fastlægge skadens omfang, vækstens aktivitet eller den helbredsmæssige betydning. Resultaterne skal derfor altid vurderes i sammenhæng med bygningens øvrige forhold.

Har du mistanke om eller konstaterede problemer med fugt og skimmelsvamp, kan Institut for Bygningsmiljø hjælpe med undersøgelse, fugtmålinger, prøvetagning, laboratorieanalyser og rådgivning om det videre forløb.

Har du brug for rådgivning vedrørende skimmelsvamp?

Kontakt os for en indledende drøftelse af sagen og en vurdering af, hvilken undersøgelse der vil være relevant.

Hector O. Villagra Diaz

Produktionschef